I filmen 'Albert Nobbs' spiller Glenn Close titelrollen som butler i Dublin.
Filmen udspiller sig i Irland sidst i 1800-tallet, hvor Albert Nobbs har forklædt sig som en mand og arbejder som butler på Dublins fornemmeste hotel. Det er i en tid, hvor kvinderne undertrykkes af mændene og hendes eneste mulighed for et eksistensgrundlag har været at skabe sig en ny identitet.
På hotellet udspiller store og små dramaer sig: I værelserne hvor de velhavende gæster igen og igen vender tilbage, men også i de private gemakker, hvor Albert Nobbs holder sig for sig selv.
De faste rutiner gennemspilles dag ud og dag ind. Igennem mere end tyve år har intet syntes at kunne forstyrre spillet, men da en ung maler ankommer til hotellet, er Albert fristet til at lade masken falde.
'Albert Nobbs' er baseret på novellen 'The Singular Life of Albert Nobbs' af George Moore.
Glen Close har kæmpet for at realisere filmen gennem mere end femten år, og den har da også fået hele tre Oscar-normineringer for henholdsvis Bedste kvindelige skuespiller (Glen Close), Bedste kvindelige birolle (Janet McTeer) og Bedste makeup.